AUTOLYS

Man kiggede væk når Nete drak. Også når hun bare sejlede hjem med klirrende poser. Om dagen gik Orla, hendes søn, i Brugsen efter flere og krydsede over legepladsen. En tyk dreng på gyngen tørrede snot væk fra kinden og nød synet af sine nye vinterstøvler.
– Din mor er en klam dranker! Det siger min far!
Han gyngede stolt videre. Orla satte sig i sandkassen, men ville alligevel ikke vente på den ledige gynge. Hjemme fik han toastbrød med marmelade og lod Nete vågne. Det var sent inden hun tog på arbejde. Flinkt lagde hun hundrede kroner på køkkenbordet.
– Her Orla. De skal vare til i morgen? Hun smilede og kyssede ham på panden, inden hun langsomt og let haltende lukkede yderdøren.
Om morgen stod han op og hjalp hende med at dele aviser ud rundt i opgangene. Han syntes det var hyggeligt, når de talte sammen, og der mest bare var mørkt. På den tid af dagen var hun også mest glad. På nogle trapper måtte han bære aviserne. Nete støttede sig til gelænderet og prustede nogle morgener meget mere end hun plejede. Han blev lidt bange når lyset slukkede automatisk, så han løb altid hurtigt. Hun smilede, når han kom ned igen med røde kinder.
I Brugsen skældte en dame Orla ud.
– Din mor kan selv hente sine øl! Det er jo omsorgssvigt! Sagde hun henvendt til andre sure kvinder. Og Orla løb hurtigere hjem, men ikke uden at runde legepladsen for at gynge, selv om han de fleste dage trak forbi, når den var optaget.
Han fiskede smilende en Yankiebar op af posen og Nete aede ham på håret, mens han spiste den og så i tv, at nogen græd på en scene.
Om morgenen stod de op sammen, og han trak cyklen, for den var for tung for Nete. Og han tog de fleste trapper igen, men det gjorde ikke noget, når hun ventede for neden.
I skolen sad en vred dame og talte med Nete, og kaldte hende Agnete. Derhjemme på sofaen fortalte Nete historier, og hostede af og til længe og kraftigt. Hun sov også lidt, mens Orla stod på skamlen foran mikroovnen, men hun vågnede ved duften af varm mad.
Og avistasken var tom om morgenen. Nete sov tungt og koldt. Orla bankede på hos naboen, der stirrede på ham gennem spionen.
Ambulancen kom hen under aften, og lægen lagde lagenet over Netes hoved og talte roligt med Orla, der stod stille og ventede på at lyset slukkede i opgangen, men det gjorde det aldrig, og Orla smilede.

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Tekster

I medicinsk forstand

Nu tænker han nok, at jeg kommer for tit. Men denne gang er jeg sikker på, at der er noget mere alvorligt galt i forhold til i mandags. Jeg tror det er kræft. Jeg synes bestemt, jeg kan mærke det i brystet. Der er noget, der gør ondt. Jeg bliver også meget ked af det, når jeg tænker over det. Måske det er noget andet. Det er nok noget sjældent. Han ved hvad der skal gøres.

Hun var her i forgårs! Hvad fik hun dengang? Jeg tror jeg lytter, men hun siger altid det samme, og jeg kan ikke holde hende ud. Jeg har ikke lyst til at røre ved hende, og jeg kommer helt i tvivl om mit såkaldte ”kald”. Er ikke sikker på det gælder alle mennesker. Jeg gennemfører modvilligt de almindelige procedurer, og jeg er sikker på, at jeg må spise hende af med samme diagnose som sidst.

Han fortæller mig, at der ikke er umiddelbare tegn på noget alvorligt. Det siger han altid, og det er ja da glad nok for. Han siger det nok er stress, og det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg synes ikke at jeg er stresset, men måske var jeg det lidt, da Ove forlod mig. Ove det svin. Mænd er nogle svin.

Nu sidder hun bare der med bar overkrop og lader sig frivilligt berøre for Gud ved hvilken gang, og jeg tænker på noget andet og smukkere, mens jeg gør det. Hvis bare hun havde en fucking knude i det bryst, så jeg kunne sende hende videre i systemet. Men de tager sig jo ikke af vanvittige hypokondere. Og hun har ikke råd til psykolog – Gud fader…

Alligevel synes jeg nu, at det er meget rart, når han rører ved mig med sine myndige og kyndige hænder. Mænd er nogle svin, men læger er nu alligevel noget særligt. Måske vidste jeg godt, at det var falsk alarm igen, men det var nu rart at få det bekræftet. Han virker altid så koncentreret, når han undersøger mig, og han dufter godt. Jeg tror at jeg er tryg nu.

Jeg udskriver en recept på noget ligegyldig medicin. Måske hun så holder sig væk. Lad der blive plads til de virkeligt syge. Jeg har for fanden en forpligtelse overfor dem! Det er mig der helbreder og mig de går til. Jeg redder liv for helvede!

Da jeg går derfra er jeg klar til at modtage verden. Synes selv at jeg får det bedre. Det er jo altid bedre at spørge, ellers får man intet svar. Sådan har jeg levet mit liv. Det kan man trods alt give videre til andre. Og sådan bliver man også værdsat af andre. Jeg smiler.

Skriv en kommentar

Filed under Tekster

Bjarnes sang

Bjarnes sang

Al opmærksomhed omkring min 50 års fødseldag

frabedes venligst. Send eventuelle gaver til mine børn.

Bjarne Thomsen.

Vestjyske Tidende onsdag d. 11/12-2010

Lige inden jul, engang efter krigen, som ingen husker, blev Bjarne født. Hans mor var grim og hans far var væk, men Bjarne græd alligevel som en nyfødt. Bjarnes mor sagde hurtigt fra, og spiste hospitalets ribbenssteg, mens Bjarne skreg og plejersken blev vred. Det var Bjarnes sang.

Og nogen syntes at Bjarne var for tynd, og sladrede til skolen som lod som ingenting, og Bjarne spyttede igen på de store næsten uden at savle. Hjemme var Bjarne et snottet svin, der godt kunne forstå hvad en ørefigen betød, og han øvede den selv på de små, lige indtil en stor slog igen og Bjarne tog grædende hjem til sin seng, med endnu en på siden. Det var Bjarnes sang.

Da mor fik gevinst og strøg afsted med en gårdejer, stod Bjarne med svendebrev og tykke næver, helt på egne ben. Men nordenfjords boede en pige, som stod og manglede en arbejdsom fyr. Hun hed Marie, som i gamle dage og kunne føde børn. Hende elskede Bjarne så meget, at hun ind imellem også fik en på siden af hovedet og et ølbrøl i ansigtet. Det var Bjarnes sang.

Og da de endelig blev gift, var hun gravid med ham selv, og Bjarne blev glad, for det var en dreng man kunne bruge til noget. Nummer to blev en pige og nummer tre blev begravet, og kisten skar Bjarne ud af birk, for det var lyst. Og de græd. Men mest Bjarne. Det var Bjarnes sang.

I skolen havde børnene det svært, og Bjarne var vred, men Marie læste alligevel højt og svarede ham sommetider igen. I byen lukkede kroen ham ikke længere ind, og manden i døren var for stor. I bilen på vejen hjem sov Bjarne, og vågnede op, til lyden af et vrælende horn. Det var Bjarnes sang.

Og hjemme sov familien, dem der kunne, indtil døren gik op, og Bjarne kom hjem. Han åbnede øl og snøftede bandeordene i sig. Og Marie græd med børnene. Men ellers kom de i skole, og den lod som ingenting og var pædagogisk, for der stod Bjarne og skældte ud. Hvis skyld var det? Det var Bjarnes sang.

Men en vinter flyttede børnene, og Marie gav dem lov. Bjarne ville ikke, og sagde farvel og ikke på gensyn, men de hørte det ikke, og kom ikke tilbage. Og efter en tur på røde lampe, kom Bjarne hjem til entreen, hvor Marie stod pakket og grædt. Døren lukkede hun aldrig og Bjarne slog ikke igen. Da vinden tog til lagde Bjarne en pind i pejsen og sang med – Det var Bjarnes sang.

Skriv en kommentar

Filed under Tekster

Miljø

Aksel tror, at busserne accelererer meget hurtigere væk herfra, end fra andre stoppesteder. Her venter også kun sjældent passagerer, men når der gør, rykker folk sammen i bussen. Aksel stiger af og går hen mod den oplyste indgang. Porten er låst, men der sidder en ældre mand i et skur. Han kender Aksels typer og noterer hans navn og nummer. Indenfor er alt blevet større, synes Aksel. Men også hvidere. Gangene er længere, og der er færre mennesker som går omkring. Der lugter af brændt hår og klorin, men Aksel skal ikke den vej i dag. Da loftet bliver til glas, og personalet smiler sødere, kender han stedet igen, og han henvender sig til til en yngre muskuløs mand i hvidt, der beder om hans egendele. En anden udfylder papirer, mens Aksel klæder om til hvidt. Det er en menneskealder siden, får Aksel at vide af en smilende dame, der giver ham piller, men som han ikke genkender. En anden stor mand tager ved under Aksels arm og går langsomt med ham op på 3. sal. Værelse 23 er som det plejer, med stålvask og briks. Ud af vinduet kan han se ned i haven. Det lille træ i midten er blevet formklippet og på en bænk ved siden af, sidder en hvid kvinde, der kigger ned, når nogen med Dr. på navneskiltet går forbi. Aksel taler også med en Dr. der er glad for hans beslutning om at vende tilbage. Ude i gården møder Aksel den hvide kvinde der også har hvidt hår, og han sætter sig hos hende. Hun kigger indtagende på ham og byder ham på en pårørendesnack. Men han takker nej og vender hjem til 3. sal, værelse 23, ude af stand til at forklare, hvad der denne gang fik ham til at sige nej.

Skriv en kommentar

Filed under Tekster

Placebo

Den dag Frank fik konstateret testikelkræft tog han alligevel på arbejde, og sad i møde med en flok kinesere til ud på aftenen. Hjemme var Dorte oprevet over hans beslutning, men han havde forstået lægen udmærket, og denne kræftform var ikke så farlig. Turen hjem i bilen havde været farligere, jokede de med efter samtalen. Firmaet tog ikke hensyn til ubetydelige kræftsvulster forklarede han hende, og fortalte senere om sine handler med kineserne. De spiste sushi fra indre by og drak en vin der var for dyr til hverdag. Fejres skulle det nu alligevel – overlevet kræften og gjort en god handel. Selv Dorte blødte op og skålede med et smil på læben. “Jeg tror ikke på døden”, triumferede Frank. Inden han ordnede Dorte på kelimtæppet i stuen.
Før var Dorte meget genert på en kristen måde, og Frank lod sig længe irritere over hende. Hendes forældre så de aldrig, men de var også langt fra København og både Dorte og Frank mente at det var bedst sådan. De fleste af de traditioner hun havde bragt med sig hjemmefra, havde Frank myndigt pillet af hende. Sommetider fangede han hende i en aftenbøn, men ofte nøjedes han blot med at grine lidt af hende. “Bed for min nosse Dorte. Den har mest brug for det”, grinede han foran spejlet.
I december skippede han kontrollen hos lægen for tredje gang, og løj overfor Dorte, der nu var mere åben om sit kirkegængeri. Han troede ikke på mirakler og fortrød sin konfirmation. Alligevel trøstede han Dorte med, at hvis han nogensinde døde, kunne hun få mere tid med ham på korset.
Da januar alligevel blev koldere end forventet, mærkede Frank for alvor, at han havde tabt mere vægt end sundt var. Han tog til lægen og udbad sig en forklaring. Det hele handlede om kræft igen og Frank blev alligevel utryg indeni.
Dorte fortalte ham om sine bønner, og om hvor tit det handlede om ham. Men Frank ville sjældent høre om det.
Det var først da han for anden gang besvimede på sit kontor, og blev sendt hjem med besked om at blive hjemme, indtil han var rask, at han grædende faldt på knæ foran Dorte og bad om hendes hjælp. I kirke lærte han at bede og overfor Dorte, fortalte han om sin nyfundne tro på alt det gamle. Fuld af glæde og ny energi levede Frank og Dorte således lykkeligt, indtil miraklet udeblev og kræften tog ham i april.

Skriv en kommentar

Filed under Tekster

Sommetider kommer de for sent. Altid går de for tidligt.

Rulletrapper lugter specielt. Den her var lang og uden trin. Her var det kultur at man stod til højre og lod folk passere til venstre. Jeg stod til højre. Ved siden af stod en kvinde med høje sko, som ikke var særligt rulletrappevenlige. Jeg rørte aldrig ved det sorte, bevægende gelænder. Altid var de fedtede. Jeg stak hånden i lommen og stirrede lige frem, men ikke uden at skæve over mod hende. Trappen var lang. Hun var klædt i hvidt og havde en lille elegant frakke hængende over skuldrene. Lidt febrilsk, nærmest lidt nervøst, gned hun sine hænder. Frøs hun? Jeg ønskede at varme hende. Var hun alene? Jeg kiggede bagud, men der var kun gamle damer og vagabonder. Foran stod folk med ryggen til. Jeg ønskede ikke at hun skulle være alene og ville gerne overtale mig selv til at tale med hende. Trappen var langsom, men vi var allerede halvvejs. Jeg fingererede ved nøglen i min bukselomme. Kunne konstatere at på toppen skulle hun forlade mig. Deroppe ville verden blive større. De gamle damer ville forbi. Havde åbenbart mere travlt end hende. Hun lod dem passere, men stillede sig igen ved siden af mig. Hun drejede hovedet over mod mig, let på skrå, smilende, blinkende og sagde: ”tak”. Jeg var tavs. Kunne intet sige. Hun rakte sin hånd for at hilse og hun fik nok også fortalt hvad hun hed. Men nu har jeg glemt det. Jeg rakte min uden at tænke på fedtet gelænder. Og så holdt hun mig fast. Der stod vi. Hun til venstre, mig til højre. Med hendes hånd i min. Spærrede trafikken. Der tillod jeg mig selv lidt øjenkontakt med hende. Hun hilste igen med rolige blink. Så lettet hun så ud. Klemte min hånd hårdere. Stirrede nervøst mod toppen. Deroppe hvor alle forsvinder. Jeg ville tale inden vi nåede toppen. Jeg var sikker. Lyset blev skarpere og hun trak i min hånd. Ville have mig tæt på. Græd hun? Jeg ville have talt. Men på toppen slap hun sit greb. Fortsatte opad. Lod mig i stikken på den kolde asfalt. I bylarm og trængsel. I månens lys forsvandt hun. Sammen med alle de gamle. Men byer er også farlige om natten.

Skriv en kommentar

Filed under Tekster

Syn på synden

Mange uhyrligheder finder man sig i, i løbet af et liv. Ikke mindst den slags man alligevel ikke kan gøre noget ved. Som dengang for år tilbage, hvor jeg forlod den synkende skude kaldet virkelighed, og fandt mig selv den nat, de andre kaldte ny dag.
Det absolutte mørke havde ramt mig. Det mørke der end ikke tillader små glimt af livets gang.
Jeg havde krydset forfængelighedens korsvej og var løbet ind i min bøddel allerede tidligt i min karriere. På akademiet havde jeg mødt en mand hvis raske sjæl måtte være blevet solgt dyrt til Lucifer. I hvert fald rakte hans evner til, på mystisk vis, at overgå alle andres og det endda uden sine sjælespejl, øjnene. Han malede billeder uden nogensinde at se dem. Men malede dem smukkere end alle andre. De fremstod altid som vinduet til selve paradiset eller kaosset. Aldrig så man ham lave fejl, og aldrig lod han sig forstyrre af sit døde blik. En stor kunstner var han. Besat af en malerisk dæmon, konkluderede vi i studiekredsen. Så misundelige på hans talent var vi, at vi saboterede hans arbejdsdag. Vi rakte ham forkerte farver, og blandede kridt i malingen. Men uanset hvor desperat vi forsøgte at ødelægge hans arbejde, var hans produkter altid af magisk høj kvalitet.

I mange forgæves forsøg på at dygtiggøre mig, søgte jeg omveje i form af bøn til Herren. Ydmygt bad jeg om bare en smule af det talent vores kollega besad. Men Herren viste mig ingen nåde. Jeg hang fast i mine reproduktioner af åkander og firkanter. Nåede aldrig derhen. Ikke til den verden som man tilsyneladende kunne se uden brug af synet.
Da var det at jeg endeligt besluttede at søge hjælp hos ham selv. Jeg havde forberedt mig på at imødekomme ham med smiger, i håbet om at nyde godt af hans ekspertise. Han sad en formiddag som han plejede og malede på et portræt af en kvinde som i øvrigt ikke var til stede.
Vi talte sammen om kunsten og om dens livtag i os begge to. Han malede imens. Så aldrig på mig eller maleriet. Førte bare sin pensel. Jeg slog tonen an med pæne ord, i forhåbningen om at han dog lod nogle af sine hemmeligheder komme mig til gode. Da jeg direkte spurgte ham hvordan han dog gjorde, sagde han blot.
– Jeg beder til min skaber, hver eneste dag ,om noget at bestille. Her ser du hvad han befalede.

Jeg gik derfra med mørkt sind og uro i kroppen. Havde mine hensigter ikke været noble nok? Når jeg i mine bønner ikke skulle belønnes. Eller hvem var hans skaber? Skulle jeg bede til andre end Herren? Hvor ville verden dog komme hen, hvis Herren ikke lod sine trofaste børn få lidt at prale med? Da jeg samme aften sad alene i mit kammer lod jeg mig overmande af mørke tanker. Ord og sætninger som end ikke forbrydere kunne sige højt. Jeg talte med Herren. Skældte ud på Herren. Alt imens tvivlen brændte mig op indefra. En tvivl jeg ikke fik bugt med.
Og sådan gik det til, at jeg en januarnat fandt mig selv parat til en ugudelig bøn. Et brændende ønske om alverdens talenter, og en angst for hvad der skulle ske, sloges i mig. Jeg ville skabe men ikke ofre. Vinde men ikke kæmpe. Smerten blev mig for stor. Og omkring midnat talte jeg mine første ord til Lucifer.
– Djævel, gør ved mig, som Gud gjorde ved den blinde, og som Han ikke vil gøre for mig. Lad mig se hvad han ser.
Og det ser jeg nu. Det sorte ingenting. Og mine billeder…sorte.

Skriv en kommentar

Filed under Tekster