Han startede bare på en almindelig arbejdsdag. Poul, der arbejdede i human resources, viste Andreas rundt. Han var nyansat og Poul havde ansvaret for at guide ham rundt på førstedagen. Poul havde i det hele taget et stort ansvar i firmaet, og var blevet betroet med opgaven at rådgive direktionen i ansættelsen. Poul var jo også menneskekender, og han spillede badminton hver onsdag for ikke at blive stresset. Andreas spillede ikke badminton, men han var velklædt og talte tydeligt og han var en af dem, der kunne ryge cigaretter uden at lugte af røg. Et par kvinder nede fra omstillingen jokede med Poul, og Andreas faldt smidigt ind i den overfladiske samtale. Både Poul og kvinderne lagde mærke til det. Kvinderne hviskede efterfølgende sammen da Poul og Andreas gik, men det gjorde de fleste når Poul kom forbi, for rygtet gik om at han var fyringstruet.
I afdelingen Andreas skulle begynde i, sad Peter Larsen lige lovligt til-bagelænet i sin kontorstol, da Poul og Andreas trådte ind. Lidt febrilsk rettede han sig op, men fik det til at se ud som om han blot havde travlt. Han gemte sit kaffekrus med verdens bedste far bag en mappe, og tastede skødesløst på sin computer, da de stod foran ham. Poul hilste pænt på Peter og præsenterede Andreas – firmaets nye mand, og lagde særligt tryk på cand.oecon.
Det blev Peters opgave at vise ham tilrette i sit nye kontormiljø med hæve-sænke bord og personlig makulator. I afdelingens lille personalekøkken stod der næsten altid et par stykker og hang. Mest dem der sladrede eller drak te, der trak over tid og blev for stærk. Midt på dagen stod Tove der som regel og varmede rester. Peter fulgte Andreas forbi denne formiddag og viste ham hvor kopperne stod.
Det var normalt at man var på prøve i firmaet, indtil man havde bevist sit værd. Peters prøvetid var ikke officielt slut endnu, selv om han havde været i firmaet i næsten 3 år. Han havde ikke turdet spørge ledelsen om ansættelseskontrakt, og han havde det jo meget godt. Han deltog altid aktivt i de gode personaletiltag som især Poul fik gennemført. Han var den eneste der stadig cyklede på arbejde, da succesen der fik næsten hele firmaet til at cykle, havde lagt sig. Selv Poul kørte i bil igen. Men det var okay, for Peter var ikke berettiget til firmabil, og afdelingen var alligevel holdt op med at kommentere hans røde stroppose fra Sparekassen SDS. Efter den sene kop kaffe tog Peter bukseklemmerne på og begav sig hjemad. Andreas var der stadigvæk, og Peter overvejede i et kort sekund, om han skulle arbejde over. Han lod være.
Dagen efter var Peter, til sin store lettelse, den første der mødte. Han lavede kaffe, og tændte sin computer og nåede næsten to syvkabaler, inden de andre begyndte at møde. Andreas kom sidst, men til tiden, og placerede sin taske på sit skrivebord, og gik uden tøven til garderoben med sin frakke. På vejen tilbage til sin plads, talte han med mugne Tove, der ellers altid holdt sig for sig selv. Og senere også med andre på kontoret. Det var en overraskelse for Peter, at Andreas fungerede så godt i de nye omgivelser. Til gengæld manglede han igen sit krus. Flere af rengøringsfolkene havde en mani med at sætte hans krus i skabet, eller i opvaskemaskinen. Det blev en dårlig dag for Peter.
Til ugens kontormøde kom det frem, at Toves nye Tupperwareskål manglede fra opvaskeren, og der var en ophidset stemning over de østeuropæiske rengøringsarbejdere. Andreas svævede lidt højtideligt over hverdagens problemer, kunne man se. Poul lovede at lade sagen gå videre, og peppede stemningen op med nye personaletiltag.
Engang var Poul blevet handelsstudent med et højt gennemsnit og rige forældre, og han var gennem sin studietid en vellidt ung mand. Han troede også på IT-eventyr, men gjorde i stedet en ung pige gravid ved en fejl, og sprang senere ud som bøsse, for at slippe for tid med barnet. Det var kun Peter, der kendte den historie, men han tænkte aldrig over det, undtagen til jul, når Poul pyntede lige rigeligt på kontoret. Der blev også evalueret på Andreas’ første par dage, og han erklærede sig tilfreds med sit nye job.
Først ugen efter havde Peter og Andreas talt sammen. Hvorfor vidste Peter ikke. De snakkede tilfældigt om en spændende historie, som Andreas havde læst i Politiken. Kontoret holdt ikke Politiken vidste Peter, og han var sådan set enig i den beslutning. Derfor undrede det ham også, da Poul kom bragende ind på kontoret og beklagede sig over at mangle sin avis. Peter blev altid let svedig når han blev nervøs, men lod sig samtidig frustrere over det, når det nu ikke var ham, der havde taget avisen. Han skævede over til Andreas, men sagde ikke noget til Poul, mens kvinderne og Tove nærmest løb rund og ledte under potte-planter og bag gardiner. Helt uanfægtet skrev Andreas løs på sin computer, mens avisen lå ved siden af ham. Han sagde kun til Tove, at han ikke havde set Pouls avis.
Tove var en rigtig kontormus, sagde man. Hun havde haft pagehår siden 1983 og var åbenbart glad for det. Hun var egentlig slet ikke kontor-uddannet, men der var ikke nogen der vidste, hvad hun havde lavet før i tiden. I firmaets 30 år lange liv, havde hun undgået alle fyringsrunder, og ind i mellem florerede der rygter om, at hendes mange affærer, havde været den største årsag til det. Peter syntes, hun havde grimme fingre – sådan nogen man får, hvis man har skrevet for meget på skrivemaskine. Men ellers virkede hun for en gangs skyld en smule opildnet over tabet af sin Tupperwareskål, og ikke mindst, havde hun fået kulør i kinderne igen, efter Andreas var startet.
Det blev meget dramatisk med Tove, den onsdag skålen dukkede op igen. Denne gang med resterne af brun sovs og kartofler, og i Andreas’ hænder på vej til opvaskemaskinen. Uden at lægge mærke til Toves op-rørte ansigtsudtryk, satte Andreas skålen i maskinen, trykkede start og gik tilbage til sin plads. Peter, der sad tæt på køkkenet, kunne høre Tove trække vejret tungt igennem næsen. Han kiggede aldrig, op når Tove trak vejret højt. Det kunne ske flere gange i løbet af en dag.
Hun vogtede over opvaskemaskinen, indtil den var færdig, og tog skålen med sig i al hast. Dagen after havde hun sandwich med fra 7-eleven, og Andreas arbejdede videre og holdt pause uden at se op fra dagens Politiken. Pouls nyeste tiltag betød indførelsen af plastickopper til kaffe, da opvaskeren var for dyr i drift.
I løbet af efterårsmånederne forsvandt der mest bare kuglepenne af den dyrere slags, fra Peters kontorplads. Andre kolleger beklagede sig i ny og næ, men der blev aldrig talt højt, om den mistanke de fleste havde. Imens gik Andreas rundt med Peters nyeste Parker-kuglepen i skjortelommen, og lod som ingenting, og Peter spekulerede på, om han skulle bede om lov til at låne den, for at få den tilbage. Han fik aldrig spurgt den dag, for Poul opdagede, at Andreas lånte hans Politiken hver dag, uden at spørge om lov, og næsten alle kollegerne stak hovederne op over papvæggene, da Poul gik med raske skridt ned til Andreas’ hjørne. Men vreden fes hurtigt af, da Andreas meget undskyldende indrømmede, at han havde lånt den, fordi han sådan elskede den avis, og at han jo havde troet, at den var tilgængelig for alle på kontoret. Poul var blevet så overrumplet af sin egen vrede, og Andreas’ uforbeholdne undskyldning, at han inviterede ham på frokost i byen for ligesom at sige undskyld.
Lige efter jul kom Peter på arbejde med bus på grund af snekaos, og han havde derfor benyttet lejligheden til at tage lidt af det tøj på, han havde fået af sin kone i julegave. Han var mest stolt over sin nye blå frakke, der fik ham til at se bredere ud. Til kontormødet holdt Poul tale om sine nye ideer, og roste med-arbejderne for deres indsats i det forgangne år. Især det, at alle var blevet enige om ikke at kræve mere i løn, havde været positivt for Poul.
Andreas kom tilbage fra juleferie med ny taske, ny telefon og et stort smil på læberne. Poul havde fra dagens begyndelse, haft en samtale med ham på sit kontor, og kunne nu med glæde berette at Andreas var blevet gift, og ikke mindst, at ham og konen ventede barn til sensommeren. Kvinderne blev ellevilde og glemte for en stund deres mistænksomhed overfor ham, ligesom de i løbet af dagen berettede om, hvad det ville sige at have børn. Peter blandede sig ikke, men Andreas var verdens centrum, og da han hen på eftermiddagen ville tage hjem, blev han overrasket i garderoben af Poul der stod med blomster og Champagne, og kvinderne der klappede i hænderne. Peter følte sig i et øjeblik forpligtet på at deltage, og han sukkede lidt dybt men smilede trods alt lidt, indtil Andreas svingede en blå frakke over sig, smilede og hævede et krus som en pokal mod kvinderne. Verdens bedste far.
