Nu tænker han nok, at jeg kommer for tit. Men denne gang er jeg sikker på, at der er noget mere alvorligt galt i forhold til i mandags. Jeg tror det er kræft. Jeg synes bestemt, jeg kan mærke det i brystet. Der er noget, der gør ondt. Jeg bliver også meget ked af det, når jeg tænker over det. Måske det er noget andet. Det er nok noget sjældent. Han ved hvad der skal gøres.
Hun var her i forgårs! Hvad fik hun dengang? Jeg tror jeg lytter, men hun siger altid det samme, og jeg kan ikke holde hende ud. Jeg har ikke lyst til at røre ved hende, og jeg kommer helt i tvivl om mit såkaldte ”kald”. Er ikke sikker på det gælder alle mennesker. Jeg gennemfører modvilligt de almindelige procedurer, og jeg er sikker på, at jeg må spise hende af med samme diagnose som sidst.
Han fortæller mig, at der ikke er umiddelbare tegn på noget alvorligt. Det siger han altid, og det er ja da glad nok for. Han siger det nok er stress, og det havde jeg slet ikke tænkt på. Jeg synes ikke at jeg er stresset, men måske var jeg det lidt, da Ove forlod mig. Ove det svin. Mænd er nogle svin.
Nu sidder hun bare der med bar overkrop og lader sig frivilligt berøre for Gud ved hvilken gang, og jeg tænker på noget andet og smukkere, mens jeg gør det. Hvis bare hun havde en fucking knude i det bryst, så jeg kunne sende hende videre i systemet. Men de tager sig jo ikke af vanvittige hypokondere. Og hun har ikke råd til psykolog – Gud fader…
Alligevel synes jeg nu, at det er meget rart, når han rører ved mig med sine myndige og kyndige hænder. Mænd er nogle svin, men læger er nu alligevel noget særligt. Måske vidste jeg godt, at det var falsk alarm igen, men det var nu rart at få det bekræftet. Han virker altid så koncentreret, når han undersøger mig, og han dufter godt. Jeg tror at jeg er tryg nu.
Jeg udskriver en recept på noget ligegyldig medicin. Måske hun så holder sig væk. Lad der blive plads til de virkeligt syge. Jeg har for fanden en forpligtelse overfor dem! Det er mig der helbreder og mig de går til. Jeg redder liv for helvede!
Da jeg går derfra er jeg klar til at modtage verden. Synes selv at jeg får det bedre. Det er jo altid bedre at spørge, ellers får man intet svar. Sådan har jeg levet mit liv. Det kan man trods alt give videre til andre. Og sådan bliver man også værdsat af andre. Jeg smiler.
