Aksel tror, at busserne accelererer meget hurtigere væk herfra, end fra andre stoppesteder. Her venter også kun sjældent passagerer, men når der gør, rykker folk sammen i bussen. Aksel stiger af og går hen mod den oplyste indgang. Porten er låst, men der sidder en ældre mand i et skur. Han kender Aksels typer og noterer hans navn og nummer. Indenfor er alt blevet større, synes Aksel. Men også hvidere. Gangene er længere, og der er færre mennesker som går omkring. Der lugter af brændt hår og klorin, men Aksel skal ikke den vej i dag. Da loftet bliver til glas, og personalet smiler sødere, kender han stedet igen, og han henvender sig til til en yngre muskuløs mand i hvidt, der beder om hans egendele. En anden udfylder papirer, mens Aksel klæder om til hvidt. Det er en menneskealder siden, får Aksel at vide af en smilende dame, der giver ham piller, men som han ikke genkender. En anden stor mand tager ved under Aksels arm og går langsomt med ham op på 3. sal. Værelse 23 er som det plejer, med stålvask og briks. Ud af vinduet kan han se ned i haven. Det lille træ i midten er blevet formklippet og på en bænk ved siden af, sidder en hvid kvinde, der kigger ned, når nogen med Dr. på navneskiltet går forbi. Aksel taler også med en Dr. der er glad for hans beslutning om at vende tilbage. Ude i gården møder Aksel den hvide kvinde der også har hvidt hår, og han sætter sig hos hende. Hun kigger indtagende på ham og byder ham på en pårørendesnack. Men han takker nej og vender hjem til 3. sal, værelse 23, ude af stand til at forklare, hvad der denne gang fik ham til at sige nej.
