Bjarnes sang
Al opmærksomhed omkring min 50 års fødseldag
frabedes venligst. Send eventuelle gaver til mine børn.
Bjarne Thomsen.
Vestjyske Tidende onsdag d. 11/12-2010
–
Lige inden jul, engang efter krigen, som ingen husker, blev Bjarne født. Hans mor var grim og hans far var væk, men Bjarne græd alligevel som en nyfødt. Bjarnes mor sagde hurtigt fra, og spiste hospitalets ribbenssteg, mens Bjarne skreg og plejersken blev vred. Det var Bjarnes sang.
Og nogen syntes at Bjarne var for tynd, og sladrede til skolen som lod som ingenting, og Bjarne spyttede igen på de store næsten uden at savle. Hjemme var Bjarne et snottet svin, der godt kunne forstå hvad en ørefigen betød, og han øvede den selv på de små, lige indtil en stor slog igen og Bjarne tog grædende hjem til sin seng, med endnu en på siden. Det var Bjarnes sang.
Da mor fik gevinst og strøg afsted med en gårdejer, stod Bjarne med svendebrev og tykke næver, helt på egne ben. Men nordenfjords boede en pige, som stod og manglede en arbejdsom fyr. Hun hed Marie, som i gamle dage og kunne føde børn. Hende elskede Bjarne så meget, at hun ind imellem også fik en på siden af hovedet og et ølbrøl i ansigtet. Det var Bjarnes sang.
Og da de endelig blev gift, var hun gravid med ham selv, og Bjarne blev glad, for det var en dreng man kunne bruge til noget. Nummer to blev en pige og nummer tre blev begravet, og kisten skar Bjarne ud af birk, for det var lyst. Og de græd. Men mest Bjarne. Det var Bjarnes sang.
I skolen havde børnene det svært, og Bjarne var vred, men Marie læste alligevel højt og svarede ham sommetider igen. I byen lukkede kroen ham ikke længere ind, og manden i døren var for stor. I bilen på vejen hjem sov Bjarne, og vågnede op, til lyden af et vrælende horn. Det var Bjarnes sang.
Og hjemme sov familien, dem der kunne, indtil døren gik op, og Bjarne kom hjem. Han åbnede øl og snøftede bandeordene i sig. Og Marie græd med børnene. Men ellers kom de i skole, og den lod som ingenting og var pædagogisk, for der stod Bjarne og skældte ud. Hvis skyld var det? Det var Bjarnes sang.
Men en vinter flyttede børnene, og Marie gav dem lov. Bjarne ville ikke, og sagde farvel og ikke på gensyn, men de hørte det ikke, og kom ikke tilbage. Og efter en tur på røde lampe, kom Bjarne hjem til entreen, hvor Marie stod pakket og grædt. Døren lukkede hun aldrig og Bjarne slog ikke igen. Da vinden tog til lagde Bjarne en pind i pejsen og sang med – Det var Bjarnes sang.
