Jeg er på vej til mit livs måske vigtigste møde. Der er topchefer og koner og vigtige, og jeg skal være på. Jeg er sidste nye hit indenfor branchen. Jeg har gode papirer. Ja, jeg er uddannet på gamle universiteter ingen har hørt om, og jeg har klaret mig godt. Stipendiater og ph.d’er og alt det fine. Jeg elsker at se ud som om jeg arbejder, og jeg påtager mig meget. Gør min chef glad. Det er vigtigt. Chefen glad, chefen glad. Jeg fortæller gerne mine venner om mit liv og mit projekt, sådan set oppefra. For det er kompliceret, og vi kan ikke nå det hele. De lytter altid gerne. Jeg serverer årgangs Petrus – 1986 skulle være godt og sjældent – og fortæller om mine franske vinvenner, som de aldrig kommer til at møde. Jeg har en kæreste i Monaco. De skal alle møde hende engang, men hun har travlt. Noget med mode og design. Jeg køber altid ind i Paris og New York, inden jeg skal have gæster. Mit modetøj er meget sjældent og navnet lyder fint. Jeg spiller ikke poker – jeg siger, at jeg ikke tror på heldet, men kun på dygtighed, aldrig tilfældet. Jeg siger altid til kvinderne i byen, at jeg ikke er spændende. Og at mit liv tog en voldsom drejning, da min familie døde. Det virker også på nogle topchefer. Det hele glider lidt nemmere. Jeg er populær. Folk vil mig, og jeg tager dem under mine vinger, for jeg bærer dem som mig selv. Jeg kan vise dem vejen til succes. Jeg er succes.
Han er lystløgner. Han hedder Preben og ikke Paul. Han er 45 ikke 35. Han har sort hår, men stammer ikke fra Italien. Han kommer fra Nr. Snede og boede i rækkehus, indtil han var 22. Hans arbejde er nok vigtigt. Han bruger penge på alt det, som ikke kan forfalskes. Vinen er altid fra 1986, for han gemmer den tomme flaske, og hælder australsk 49,95-vin på hver gang. Og vennerne siger, at vinen er det bedste, de har smagt i årevis. Modetøjet mangler mærkerne i nakken, og han har aldrig været i New York, men har læst mange bøger om byen, som han løssluppent kalder ”The Big Apple”. Han spiller ikke poker, fordi han er tidligere ludoman, der er sygeligt angst for at falde i. Han tabte engang 110.000. Hans familie er ikke død og bor endnu i Nr. Snede og omegn. Men de hører ikke fra ham. Nogle kvinder finder ham attraktiv, men han tager dem aldrig med hjem. Han bor I Aalborggade på Østerbro i en kælder og den afslører alt for meget for fremmede. Vennerne tror, det er firmaets midlertidige kontor. For han bor rigtigt i London, siger han. Men de synes også, han er lidt for meget. Faktisk kommer de mest på besøg af pligt, og de har gennemskuet, at flasken med Petrus er den samme som sidst. Men de nænner ikke at sige noget. Han har næsten troet på det hele selv, men han ved inderst inde, at han er falsk. Han tror på sig selv lidt endnu. Meget lidt. Men hvem lyver han for?
Jeg er på vej til mit livs måske vigtigste møde. Der er topchefer og koner og vigtige og jeg skal være på. Og jeg er på skideren. I aften afsløres det, hvor lidt jeg kan. Jeg kommer til kort. Jeg har ikke forberedt mig. Fik et nyt playstationspil i weekenden. Jeg ved, jeg bliver fyret, og jeg ved, at det bliver pinligt. Jeg sidder allerede nu og finder på en historie, jeg spiser vennerne af med. Noget med at jeg er blevet headhuntet til et andet firma. Ved det ikke lige endnu. Min lejlighed er opsagt af udlejer. Jeg har ikke penge til huslejen. Jeg har brugt det hele på spil, og jeg skylder banken en halv million. Mine venner ved ikke, at min kæreste i Monaco er fiktiv, og jeg ledes ved tanken om, at de finder ud af det. Hvad skal jeg sige? Jeg er bare hul, og den tynde skal omkring mig, der nok er ulasteligt smuk på ydersiden, krakelerer nu. Og jeg har ventet på det længe, men jeg kan bare ikke holde op. Jeg vil så gerne være alt det, jeg ikke er og ikke evner. Mine eksamenspapirer er falske og således også mit jobgrundlag. Jeg nærmer mig mødet. Arbejdet og det pludselige fjendskab. Mit eneste håb er…Hmm. Jeg overvejer det lidt og kører så min Audi ind i en betonklods. Jeg stiger ud og sparker lygter i stykker. Og jeg lægger mig på sædet og venter på den næste forbipasserende. En der ringer 112. Så kan jeg sige til dem alle sammen, at det kniber med hukommelsen, og at de må have mig undskyldt. Perfekt. Jeg er på vej til mit livs måske vigtigste møde. Der er topchefer og koner og vigtige, og jeg skal være på. Jeg er sidste nye hit indenfor branchen. Jeg har gode papirer. Ja, jeg er uddannet på gamle universiteter ingen har hørt om, og jeg har klaret mig godt. Stipendiater og ph.d’er og alt det fine. Jeg elsker at se ud som om jeg arbejder, og jeg påtager mig meget. Gør min chef glad. Det er vigtigt. Chefen glad, chefen glad. Jeg fortæller gerne mine venner om mit liv og mit projekt, sådan set oppefra. For det er kompliceret, og vi kan ikke nå det hele. De lytter altid gerne. Jeg serverer årgangs Petrus – 1986 skulle være godt og sjældent – og fortæller om mine franske vinvenner, som de aldrig kommer til at møde. Jeg har en kæreste i Monaco. De skal alle møde hende engang, men hun har travlt. Noget med mode og design. Jeg køber altid ind i Paris og New York, inden jeg skal have gæster. Mit modetøj er meget sjældent og navnet lyder fint. Jeg spiller ikke poker – jeg siger, at jeg ikke tror på heldet, men kun på dygtighed, aldrig tilfældet. Jeg siger altid til kvinderne i byen, at jeg ikke er spændende. Og at mit liv tog en voldsom drejning, da min familie døde. Det virker også på nogle topchefer. Det hele glider lidt nemmere. Jeg er populær. Folk vil mig, og jeg tager dem under mine vinger, for jeg bærer dem som mig selv. Jeg kan vise dem vejen til succes. Jeg er succes. Han er lystløgner. Han hedder Preben og ikke Paul. Han er 45 ikke 35. Han har sort hår, men stammer ikke fra Italien. Han kommer fra Nr. Snede og boede i rækkehus, indtil han var 22. Hans arbejde er nok vigtigt. Han bruger penge på alt det, som ikke kan forfalskes. Vinen er altid fra 1986, for han gemmer den tomme flaske, og hælder australsk 49,95-vin på hver gang. Og vennerne siger, at vinen er det bedste, de har smagt i årevis. Modetøjet mangler mærkerne i nakken, og han har aldrig været i New York, men har læst mange bøger om byen, som han løssluppent kalder ”The Big Apple”. Han spiller ikke poker, fordi han er tidligere ludoman, der er sygeligt angst for at falde i. Han tabte engang 110.000. Hans familie er ikke død og bor endnu i Nr. Snede og omegn. Men de hører ikke fra ham. Nogle kvinder finder ham attraktiv, men han tager dem aldrig med hjem. Han bor I Aalborggade på Østerbro i en kælder og den afslører alt for meget for fremmede. Vennerne tror, det er firmaets midlertidige kontor. For han bor rigtigt i London, siger han. Men de synes også, han er lidt for meget. Faktisk kommer de mest på besøg af pligt, og de har gennemskuet, at flasken med Petrus er den samme som sidst. Men de nænner ikke at sige noget. Han har næsten troet på det hele selv, men han ved inderst inde, at han er falsk. Han tror på sig selv lidt endnu. Meget lidt. Men hvem lyver han for? Jeg er på vej til mit livs måske vigtigste møde. Der er topchefer og koner og vigtige og jeg skal være på. Og jeg er på skideren. I aften afsløres det, hvor lidt jeg kan. Jeg kommer til kort. Jeg har ikke forberedt mig. Fik et nyt playstationspil i weekenden. Jeg ved, jeg bliver fyret, og jeg ved, at det bliver pinligt. Jeg sidder allerede nu og finder på en historie, jeg spiser vennerne af med. Noget med at jeg er blevet headhuntet til et andet firma. Ved det ikke lige endnu. Min lejlighed er opsagt af udlejer. Jeg har ikke penge til huslejen. Jeg har brugt det hele på spil, og jeg skylder banken en halv million. Mine venner ved ikke, at min kæreste i Monaco er fiktiv, og jeg ledes ved tanken om, at de finder ud af det. Hvad skal jeg sige? Jeg er bare hul, og den tynde skal omkring mig, der nok er ulasteligt smuk på ydersiden, krakelerer nu. Og jeg har ventet på det længe, men jeg kan bare ikke holde op. Jeg vil så gerne være alt det, jeg ikke er og ikke evner. Mine eksamenspapirer er falske og således også mit jobgrundlag. Jeg nærmer mig mødet. Arbejdet og det pludselige fjendskab. Mit eneste håb er…Hmm. Jeg overvejer det lidt og kører så min Audi ind i en betonklods. Jeg stiger ud og sparker lygter i stykker. Og jeg lægger mig på sædet og venter på den næste forbipasserende. En der ringer 112. Så kan jeg sige til dem alle sammen, at det kniber med hukommelsen, og at de må have mig undskyldt. Perfekt.
