Rulletrapper lugter specielt. Den her var lang og uden trin. Her var det kultur at man stod til højre og lod folk passere til venstre. Jeg stod til højre. Ved siden af stod en kvinde med høje sko, som ikke var særligt rulletrappevenlige. Jeg rørte aldrig ved det sorte, bevægende gelænder. Altid var de fedtede. Jeg stak hånden i lommen og stirrede lige frem, men ikke uden at skæve over mod hende. Trappen var lang. Hun var klædt i hvidt og havde en lille elegant frakke hængende over skuldrene. Lidt febrilsk, nærmest lidt nervøst, gned hun sine hænder. Frøs hun? Jeg ønskede at varme hende. Var hun alene? Jeg kiggede bagud, men der var kun gamle damer og vagabonder. Foran stod folk med ryggen til. Jeg ønskede ikke at hun skulle være alene og ville gerne overtale mig selv til at tale med hende. Trappen var langsom, men vi var allerede halvvejs. Jeg fingererede ved nøglen i min bukselomme. Kunne konstatere at på toppen skulle hun forlade mig. Deroppe ville verden blive større. De gamle damer ville forbi. Havde åbenbart mere travlt end hende. Hun lod dem passere, men stillede sig igen ved siden af mig. Hun drejede hovedet over mod mig, let på skrå, smilende, blinkende og sagde: ”tak”. Jeg var tavs. Kunne intet sige. Hun rakte sin hånd for at hilse og hun fik nok også fortalt hvad hun hed. Men nu har jeg glemt det. Jeg rakte min uden at tænke på fedtet gelænder. Og så holdt hun mig fast. Der stod vi. Hun til venstre, mig til højre. Med hendes hånd i min. Spærrede trafikken. Der tillod jeg mig selv lidt øjenkontakt med hende. Hun hilste igen med rolige blink. Så lettet hun så ud. Klemte min hånd hårdere. Stirrede nervøst mod toppen. Deroppe hvor alle forsvinder. Jeg ville tale inden vi nåede toppen. Jeg var sikker. Lyset blev skarpere og hun trak i min hånd. Ville have mig tæt på. Græd hun? Jeg ville have talt. Men på toppen slap hun sit greb. Fortsatte opad. Lod mig i stikken på den kolde asfalt. I bylarm og trængsel. I månens lys forsvandt hun. Sammen med alle de gamle. Men byer er også farlige om natten.
Syn på synden
Mange uhyrligheder finder man sig i, i løbet af et liv. Ikke mindst den slags man alligevel ikke kan gøre noget ved. Som dengang for år tilbage, hvor jeg forlod den synkende skude kaldet virkelighed, og fandt mig selv den nat, de andre kaldte ny dag.
Det absolutte mørke havde ramt mig. Det mørke der end ikke tillader små glimt af livets gang.
Jeg havde krydset forfængelighedens korsvej og var løbet ind i min bøddel allerede tidligt i min karriere. På akademiet havde jeg mødt en mand hvis raske sjæl måtte være blevet solgt dyrt til Lucifer. I hvert fald rakte hans evner til, på mystisk vis, at overgå alle andres og det endda uden sine sjælespejl, øjnene. Han malede billeder uden nogensinde at se dem. Men malede dem smukkere end alle andre. De fremstod altid som vinduet til selve paradiset eller kaosset. Aldrig så man ham lave fejl, og aldrig lod han sig forstyrre af sit døde blik. En stor kunstner var han. Besat af en malerisk dæmon, konkluderede vi i studiekredsen. Så misundelige på hans talent var vi, at vi saboterede hans arbejdsdag. Vi rakte ham forkerte farver, og blandede kridt i malingen. Men uanset hvor desperat vi forsøgte at ødelægge hans arbejde, var hans produkter altid af magisk høj kvalitet.
I mange forgæves forsøg på at dygtiggøre mig, søgte jeg omveje i form af bøn til Herren. Ydmygt bad jeg om bare en smule af det talent vores kollega besad. Men Herren viste mig ingen nåde. Jeg hang fast i mine reproduktioner af åkander og firkanter. Nåede aldrig derhen. Ikke til den verden som man tilsyneladende kunne se uden brug af synet.
Da var det at jeg endeligt besluttede at søge hjælp hos ham selv. Jeg havde forberedt mig på at imødekomme ham med smiger, i håbet om at nyde godt af hans ekspertise. Han sad en formiddag som han plejede og malede på et portræt af en kvinde som i øvrigt ikke var til stede.
Vi talte sammen om kunsten og om dens livtag i os begge to. Han malede imens. Så aldrig på mig eller maleriet. Førte bare sin pensel. Jeg slog tonen an med pæne ord, i forhåbningen om at han dog lod nogle af sine hemmeligheder komme mig til gode. Da jeg direkte spurgte ham hvordan han dog gjorde, sagde han blot.
- Jeg beder til min skaber, hver eneste dag ,om noget at bestille. Her ser du hvad han befalede.
Jeg gik derfra med mørkt sind og uro i kroppen. Havde mine hensigter ikke været noble nok? Når jeg i mine bønner ikke skulle belønnes. Eller hvem var hans skaber? Skulle jeg bede til andre end Herren? Hvor ville verden dog komme hen, hvis Herren ikke lod sine trofaste børn få lidt at prale med? Da jeg samme aften sad alene i mit kammer lod jeg mig overmande af mørke tanker. Ord og sætninger som end ikke forbrydere kunne sige højt. Jeg talte med Herren. Skældte ud på Herren. Alt imens tvivlen brændte mig op indefra. En tvivl jeg ikke fik bugt med.
Og sådan gik det til, at jeg en januarnat fandt mig selv parat til en ugudelig bøn. Et brændende ønske om alverdens talenter, og en angst for hvad der skulle ske, sloges i mig. Jeg ville skabe men ikke ofre. Vinde men ikke kæmpe. Smerten blev mig for stor. Og omkring midnat talte jeg mine første ord til Lucifer.
- Djævel, gør ved mig, som Gud gjorde ved den blinde, og som Han ikke vil gøre for mig. Lad mig se hvad han ser.
Og det ser jeg nu. Det sorte ingenting. Og mine billeder…sorte.
Noget med en slutning…
Der er koldt på toppen
Han sad på sukkertoppen Ararat og spejdede ud over skaberværket, nyfigen og med dæmpet ødelæggertrang. En kunstners følelse af utilstrækkelighed kom snigende, selvsagt ikke ubemærket, men dog forstyrrende. Og tankerne omkring mennesket og dets svagheder pressede sig atter på. Her timer efter syndfloden, stod han atter, rede til, endnu en dag, at lytte til menneskets evige klage. En klage der for en stund var forstummet. Befriet rejste han sig atter fra sit klippefaste sæde og spejdede ud over vandende. Det evige hav, symbolet på hans egenrådige magt. Det renvaskede lig. Den døde ånd – væk. Langt væk kom de rene mennesker sejlende. En rest. Et levn. Dem der blev tilovers. Forrest i stævnen stod ham de kaldte præsident. Ham de kaldte den frie verdens leder. Ham, for hvem magten til endnu en syndflod, lå hos. Ham som allerede havde været bestyrer af kataklysmiske midler. Var han den nye verdens leder? Skulle han føre dyr og mennesker tilbage på sporet? Fuld af tvivl overfor sine nye dilemmaer, og med fornyet ødelæggertrang, lod han netop da en voldsom storm drive båden med mennesket ud til kanten af verden. Og så smed han den ud.
Beskedne skygger – af Ravn Arkibald
De mødtes over plovfurerne i lyset nær mørke. Der stod de, som de skal stå. Spejdende.
Nærmest mørket stod han, anonymt, svær at se, men dog til stede. Ventende på hende og det lys hun skulle bade ham i. Fjernest mørket ankom hun, blank, varm og brændende.
- Bad mig min elskede. I dit lys. Så også jeg må lyse.
- Mærk mig blot. Mit lys skal blive dit igen.
Hans ansigt, furet og gråt, skinnede med et, som blev han hende.
Stadig stærkere føltes hendes varme.
- Jeg mærker dig. Åh livgivende smeltedigel. Nattens frelser.
- Og dog skal jeg forlade dig igen. Min mørkemand. Snarere end du tror.
Hun begav sig nærmere den sorte jord, stadig mere tynget af det mørke der fulgte bag ham. Stærk stod han, ikke langt derfra og lyste nu selv.
- Min elskede, du synker i jorden!
- Det er den vej der er oplyst for mig. Måske en dag vi kan stå stille sammen.
Tynget af sin bebyrdende rejse, lod hun sit ansigt rødme en sidste gang, inden hun sank forbi plovfurerne. Og der stod han, højt, forladt, med svagt skær og kastede kun beskedne skygger.
Et væsen træder af – Opbrud
Hun slog op ved frokostbordet. Og det var onsdag.
- Jeg gider ikke mere. Vi passer ikke sammen…
Han slap sølvpapiret fra sin hjemmebragte madpakke. Den med paté.
- Hvad siger du?
Hun slog sit sjal over skulderen og stirrede lidt for længe ned i sin taske.
- Vi passer ikke sammen, og…Hun kiggede op
- Ja, altså du er sjusket.
Han tyggede hurtigt af munden. Havde krummer i mundvigen og rødbedesaft på fingrene. En knap i kedeldragten var gået op.
- Jamen Kirsten!
Han tørrede munden med håndryggen. B.T. faldt på gulvet.
- Hvorfor spiser du ikke din mad på fabrikken?
Hun rejste sig. Hendes skohæle larmede. Hun lænede sig op ad entredøren.
Han stirrede på hende. Holdt stadig sin rugbrødsmad i højre hånd.
- Skal du gå nu?
Hun nikkede langsomt med lukkede øjne.
Han rømmede sig. Det var rugbrødsrester. Drak af sit glas med lemonsaft.
- Men hvorfor Kirsten? Synes du, jeg er sjusket?
Han tørrede febrilsk hænderne af i sine blå overalls. Glattede håret lidt.
- Jeg skal gå nu.
- Vent! Kan vi ikke bare lige tale lidt om det. Jeg synes, det er så pludseligt…jeg forstår ikke.
Hans stemme knækkede over. Han tørrede fingrene i en karklud.
- Jeg kan heller ikke lide paté. Sagde hun og gik.
5# hak
Skulle man lystes af tanken om glæden ved at læse andres kommentarer til mine forfatteristiske udbrud, så klik lige her neden under.
Plot-øvelse, beskriv en krise! Nåh ok, så forstår jeg.
Efterlivet kommer, død!
Jeg hører adagio for strygere i mit hoved da vi sænker kisten ned mellem granbelægningerne. Det er på grænsen til det usmagelige, men jeg nyder at dyrke min sorg. Verden skal vide at jeg har det skidt og at min mors død vitterligt får store konsekvenser for mig. Jeg ryster voldsomt i det øjeblik de første blomster bliver smidt i den åbne grav. Jeg konstaterer at det på alle måder bliver så klichefyldt som jeg havde troet. Selv vejret varsler død. Regn og blæst og næsten frost.
Præsten er hurtigt færdig med kors og skovl, og glor opmærksomt på mig, som om det er tydeligt at det er sved og ikke regn der løber fra min pande. Han taler sagte til mig, uden at få svar og jeg glor tomt ned i graven. Verden kommer bag på mig og skubber næsten for hårdt. Mine tårer bliver ægte, og jeg falder på knæ i sølet uden omtanke for min genbrugshabit. Jeg fyldes med uvante spørgsmål om barndom og lediggang og lange nætter, men mine svar er for evigt tabt. Nu sidder jeg der på mine tynde knæ og fortryder mine valg, og fristes til at spørge om hvorfor?
Præsten, familien og pensionskassen vil mig noget, men jeg resignerer og forlader det hele med min tavshed og deres undren.
Mine kolde knoer tvinger jeg ned i bukselommerne, mens jeg ubeslutsomt vender mig om og kigger op mod følget nær kirken. Jeg går hurtigt ned mod busstoppet og hopper på. I byen venter tilgivelsen og mit liv og den usande virkelighed jeg kæmper for hver eneste dag. Den eneste vej jeg kender ud af kulden og konsekvenserne. Åh! Himmelske pulver! Guds eget krydderi! Jeg kommer nu og høvler dig indenbords, så vi sammen kan kværke den sidste rest af bebyrdende medmenneskelighed i mig, og så vi kan kuldsejle alle andres utidige hjælpeplaner, og så vi kan tale med mor sådan som JEG ønsker det! Vi fikser det bare…vi fixer det! Og da jeg står ansigt til ansigt med mig selv, i mit badeværelse, med gummislange om overarmen og ben der vakler, indser jeg pludselig hvor meget jeg savner hende. Tårer slører mit, i forvejen, påvirkede syn, og min næse løber uhæmmet, men som forstenet lader jeg det fortsætte, mens jeg langsomt sætter mig ned og giver efter for den næste rejse…
Show it, don’t tell
Ikke en skid lykkelig
Den første giver altid anledning til eftertanke, men efter anden og tredje sniger dårskaben sig ind fra siden og langer sin første lige højre, der effektivt sætter en stopper for mine ellers gode intentioner, der som altid er mest ærlige i timen, efter mine øjne første gang stifter bekendtskab med den nye ubærlige dag. Op ad dagen, når fjerde og femte næsten ubemærket sniger sig ombord, er intentionerne glemt og relationerne tændt, og jeg bevæger mig ned mod mit andet hjem. Her lugter kronisk af røg og det ansporer mig straks til at beordre dagens første sæt serveret. Jeg skyller hurtigt ned, og tænder derefter den første cigaret siden i går. Ida står samme sted, men har altid lidt mere travlt om eftermiddagen og ser næsten stresset ud. Jeg fortæller hende om mine planer for næste uge. Noget med arbejde og familie, men så kommer syvende og ottende på bordet, og jeg kommer fra det. Men så kommer Frank med Lis, og beordrer flere sæt på bænken, og Lis sætter sig i hjørnet. Frank giver nummer ni og ti, og jeg bestiller cowboytoast hos Ida, dem hun varmer i mikroovnen. Sammen med elleve og tolv smager de bedre end derhjemme, og nu tænker jeg igen på at Ida skulle have sig en mand, og at jeg mangler nogen til at vaske mit tøj. Men tretten og fjorten får smilet frem og en flok unge fra et gymnasium vil tale med mig, og griner meget, mens jeg snakker om mit liv som stolt gast på skoleskibet Danmark, og om mine guldtænder. Og det bliver mørkt og jeg er i stemning og jeg ordner femten og seksten og Idas afløser Ove skuler som altid, mens han kigger på kreditlisten. Efter sytten og atten er klokken åbenbart nået til lukketid og jeg står overfor dagens største opgave. Hjem. Jeg græder når jeg når trappestenen til min opgang, som jeg altid finder. Jeg bøjer mit hoved og trækker vejret dybt gennem næsen. Hænderne hviler på knæene og jeg kan ikke holde balancen – ej heller vandet. Jeg snøfter og kæmper for at holde mine bukser oppe og min værdighed står ikke til at redde. Ved døren kæmper jeg med min lås der altid skal prøve mig af. Men ind kommer jeg – til stanken og rodet og manglerne og realiteterne. Jeg finder nummer nitten i køleskabet og sætter mig i sofaen mens jeg stirrer på forfaldets ulideligheder. Og i det øjeblik der går, mens jeg ligger på den kolde madras uden helt at sove, og hvor gulvet vælter over mig i bølger – der bliver jeg til alt det, som den tyvende, enogtyvende og toogtyvende ikke kan gøre mig til – en lykkelig skid.
4# hak
Så var der lige den om Europavalget der gik hen og blev en snedig højredrejning. Hvor upassende.
Bruddet
Tåge – du breder dig om natten
Nætter – jeg savnede dig mest
Halvmåne – din verden, min fantasi
kold luft og mørke – og de onde øjne
vi mødes endelig – og jeg holder dig, bare holder dig
mit livs formål – dine historier
du min Scheherazade – giv mig din historie – jeg kan ikke give tilbage
dufter grådigt til dig – som sort te, mit bitre afrodisiakum
fortvivles over min klichefyldte attrå – går bort – bryder og dør
